Kurt og Helles dejlige datter har modtaget 17 lektioner og er gået fra læsetrin F til B1 på ½ år. Dette unaturlige store spring er kontrolleret af to forskellige læselærere for at være sikker på, at der ikke var tale om en fejl. Her er forældrenes egen historie af deres datters udvikling: Vores datter er en glad og charmerende pige på knap 11 år med masser af energi og gåpåmod. Hun laver i dag lektier uden de store konflikter og er ivrig efter at lære nye færdigheder, herunder forskellige former for sport. Hendes koncentrationsevne er blevet væsentlig forbedret i det seneste år, hvilket kommer til udtryk i hendes indlæringsevne. Hun læser uden at bruge finger til hjælp og føler større læseglæde. Desuden er hun begyndt at skrive lange genfortællinger af en læst tekst eller videofilm, hvor hun tidligere afskyede alt, hvad der havde med skrivning at gøre. Også stavningen er blevet forbedret. Hendes selvværd er steget, hvilket hele familien oplever. Der er stort set kun “normale konflikter”, men tro os, sådan har det ikke altid været. Vi adopterede vores datter som 5-årig i 1999. Hun startede på opfordring af PPR i børnehaveklasse i år 2000. Det viste sig hurtigt, at der var store problemer, både fagligt og socialt. Hun fik nogle voldsomme udbrud, når der blev stillet krav til hende. Disse udbrud tiltog, efterhånden som kravene i skolen steg. Især da hun kom i 3. klasse, hvor det gik helt galt. Lektielæsningen hjemme var et sandt mareridt, specielt fordi hun var utrolig træt efter skoletid og helst skulle have en lur, når hun kom hjem. I denne periode blev hun undersøgt af flere specialister/eksperter. Nogle af disse eksperter/specialister kom med meget nedslående resultater. Hun blev blandt andet på vores opfordring undersøgt af en børnelæge, da PPR mente, at hun måske havde DAMP, hvilket hun ikke havde, men denne børnelæge mente, at der måske kunne være nogle synsproblemer. Vores datter blev herefter undersøgt 3 gange hos forskellige øjenlæger samt 2 gange hos en optiker. Alle konstaterede at hun havde et normalt syn, dog mente man, at vores datter forsøgte at “snyde” m.h.t undersøgelsen. En oktoberdag i 2003 læste en af os tilfældigt under nyheder på Internettet i en artikel, at mange børn har fået konstateret samsynsproblemer og derfor klarer sig dårligt i skolen. Dette gav os anledning til at søge mere information omkring disse problemer, såsom “Gode øjne- dårligt syn”, “Vi er født med øjne, men synet er en læreproces”. Det fremgik endvidere af informationerne, hvor afgørende det er for børns indlæring, at de bliver stimuleret korrekt i deres første leveår. Vi talte meget om emnet herhjemme. Der var mange symptomer, der passede på vores datter. Samtidig tiltog problemerne i skolen. Vi besluttede derfor i december 2003 at få vores datter undersøgt hos Klinik Syn og Indlæring i Harlev ved Århus. Inden turen gik til Århus (en tur på 200 km) fik vores datter en køresygepille, da hun også altid har døjet med køresyge. Undersøgelsen afslørede, at vores datter, som vi selv mente, var rimelig motorisk velfungerende, ikke klarede sig særligt godt samt at hendes synsfunktion var kaotisk. Under prøverne var hun nødsaget til at bruge sine fingre til at styre sine øjne for at genkende forskellige former. Vi besluttede at gennemføre et træningsforløb, og synstræningskonsulenten Dorthe lavede et øvelsesprogram, som vi startede på den 6. januar 2004. Øvelsesprogrammet varede hver dag 30-45 minutter. På opfordring fra synstræningskonsulenten meddelte vi skolen, at vores datter ikke lavede lektier hjemme i en periode, da vi skønnede, at øvelserne var vigtigere. Den første tid med øvelserne var svær både for vores datter og os, men efter ca. 3 måneder skete der pludselig fremskridt. Vores datter fik igen lyst til at tegne, nu med mange flotte detaljer. Tidligere fik hun ofte voldsomme raserianfald, når tegningen ikke lignede det, hun havde forestillet sig. Så kom endelig foråret. Rulleskøjterne blev fundet frem, og her var det synligt for enhver, at der var sket noget med vores datter. Hun drønede rundt med den største præcision og lavede dristige “stunts”. Den positive udvikling fortsatte i takt med øvelsesprogrammet, som blev tilpasset hver 2. uge. Vi er nu i marts 2005 og er stort set færdige med synstræningen. Mange tilbagelagte kilometer, feriedage, sved og tårer er et overstået kapitel, men det har været det hele værd. Her bemærkes, at vores datter heller ikke længere døjer med køresyge. Set i lyset af at det nærmest var en tilfældighed, at vi kom i gang med synstræning, og set tilbage på alle de personer der har været og er involveret i vores datters problemer, burde den behandlingsform, der virkelig har ændret hendes udvikling, være tilgængelig for alle og med tilskud fra det offentlige system. Samtidig mener vi, at der vil være store besparelser i form af færre støttetimer i skolen. Til sidst og nok vigtigst af alt giver det vores børn en bedre livskvalitet og et større selvværd. Hilsen Helle og Kurt. Nordjylland.
