Til klinik Syn og Indlæring Ved et trafikuheld pådrog jeg mig en hjernerystelse, som jeg knap et år senere stadig havde senfølger efter. Jeg havde på det tidspunkt allerede været i behandling både med akupunktur, medicinsk yoga og kraniosakral/fysioterapi, alt sammen gode og nyttige behandlinger, men jeg døjede stadig med samsynsproblemer, lyd-og lysfølsomhed, træthed og nedsat arbejdshukommelse. Det var et tilfældigt møde med en hundelufter, der satte mig på sporet af Klinik Syn og Indlæring. Da jeg begyndte træningen på klinikken var jeg allerede så småt gået i gang med mit job igen, og jeg troede naivt, at jeg bare lige kunne klare forløbet i sommerferien. Sådan fungerer det ikke, og jeg endte med et forløb på godt et år. Træningen på klinikken består af mange slags små øvelser, som egentlig er ganske enkle. Man skulle tro at man bare kunne læse om dem på nettet og så lave dem derhjemme. Men min erfaring er, at det er meget vigtigt, at der hele tiden bliver holdt snor i progressionen, så man ikke under- eller overtræner, og at mængden af opgaver hele tiden tilpasses og at man bliver individuelt vejledt undervejs. Man skal heller ikke undervurdere betydningen af den opmuntring og motivering, man får på klinikken, når man er gået død i en øvelse. Men når alt det er sagt, er den allervigtigste råvare i processen stadig klientens egen flid og disciplin. Af de mange forskellige øvelser jeg havde i programmet, var der nogle få, der virkelig trak tænder ud. Den ene var i mit tilfælde en øvelse for øjets zoome-muskel, hvor man hele tiden veksler mellem at se noget tæt på og langt væk. Den var udmattende og kvalmefremkaldende i en grad, så jeg aldrig troede jeg ville kunne udføre den og at det var direkte skadeligt at forsøge. Men på klinikken fik de mig overbevist om, at hvis man bare gør sine skridt tilstrækkeligt små og indstiller sig på et meget langt perspektiv, kan man efterhånden overvinde vanskelighederne. Den anden store udfordring var øvelser for arbejdshukommelsen. Her oplevede jeg, at der på et tidspunkt slet ingen fremgang var, på trods af at jeg var myreflittig og spredte øvelserne ud over hele dagen. Det var meget demotiverende. Men da jeg har et meget koncentrationskrævende job, som jeg rigtig gerne ville beholde, var vi nødt til at finde en vej i det. Jeg begyndte så at lave statistik på hvordan det egentlig gik når jeg trænede, og her viste det sig at jeg huskede ret godt ved dagens første sæt øvelser. Senere på dagen, i andet sæt, var der lidt småfejl, men hvis jeg lavede et tredje eller fjerde sæt, var der ikke blot over 50% fejl, men det gik også ud over næste dags præstation. Så jeg lærte efterhånden noget om, hvordan man træner effektivt og udfordrer hjernen uden at udtrætte den. Man får nemlig ikke noget ud af at hundse med en rystet hjerne. Status i dag er, at jeg er tilbage på fuld styrke i et krævende job. Jeg har ikke længere problemer med at skelne lyde fra hinanden. Samsynsproblemerne er et overstået kapitel, og jeg har fået et fint dybdesyn. Arbejdshukommelsen er igen som før, og den logiske tænkning endda lidt forbedret. Desuden har der været den bivirkning ved træningen, at jeg ikke længere bliver køresyg. Jeg er meget taknemlig for den gode vejledning og opbakning, jeg har fået på klinikken, og det har været vældig inspirerende for mig at opleve i hvor høj grad man kan træne hjernen og indlære nyt, også i en forholdsvis sen alder (60). Jeg kunne godt ønske mig at alle med hjernerystelse fik viden om denne måde at træne på.
