Hej Dorthe og resten af det skønne team i Harlev Det har været lidt af en rejse, jeg har været på, siden jeg startede ude ved jer til den dag i dag. Før jeg kom til jeres klinik i Harlev, troede jeg at min svimmelhed var indbildning, da øjen-, ørelæger og optikere ikke kunne se nogen problemer. Jeg troede ikke der kunne gøres noget ved det og at jeg var blevet skør, for jeg kendte ikke til andre med samme problemer. Jeg kan tydeligt huske den første konsultation, hvor jeg får at vide at jeg havde en medfødt indad skelen. Dette betød at mine øjne skulle bruge energi og kræfter på at rette sig ind for at se skarpt, hver gang jeg skulle fokusere på noget nyt. Dette var årsagen til, at jeg blev svimmel, træt, fandt det ubehageligt at køre bil og at jeg sjældent havde lyst og overskud til at gennemføre en hel bog. Jeg var helt grædefærdig ved den første konsultation fordi i bekræftede mig i, at der var et problem og der kunne gøres noget ved det! Jeg har lige siden den dag været så taknemlig og glad for at jeg tog hen til jer, for det har hjulpet mig helt ufatteligt meget i min hverdag med masser af overskud, især til mit studie. Nu kan jeg følge med en hel forelæsning uden at miste fokusset og derudover føler jeg mig ikke utilpas når jeg kører bil, og har overskud til at være mere social, dyrke mine hobbyer og læse alt den skønlitteratur jeg har lyst til. Til sommer er jeg færdig med min uddannelse som civilingeniør i bæredygtig arkitektur og en del af den fortjeneste kan jeg takke jer for. Jeg er jer alle sammen evigt taknemlig ved Syn og Indlæring i Harlev, for i har hjulpet mig til at kunne have en hverdag uden svimmelhed og med masser af fornyet energi! Mange gange tusind tak fra Anna Halstrøm Nielsen
Jeg hedder Allan, er 45 år og paraplegiker på grund af et trafikuheld. Jeg er startet her i klinikken, fordi jeg har fået dobbeltsyn. Det dræn jeg havde fået opereret ind i ryggen den 08. okt. 2004 var gået løst og var vandret op og havde trykket ind på hjernestammen og givet mig dobbeltsyn, for synscenteret sidder der. Da drænet blev fjernet 01. april 2005, skete der ikke umiddelbart nogen ændring med synet. Ved en konsultation hos øjenlægen inden den anden operation var beskeden, at det nok var en blodprop, og jeg skulle vente tre måneder og se om der skete en forbedring, det gjorde der ikke. Medio juni 2005 startede jeg her hos Dorthe med mit dobbeltsyn, og på det tidspunkt kunne min samsynsafstand kun strække sig ud til 5 cm fra min næse, alle andre steder så jeg dobbelt. Derfor havde jeg klap for det ene øje hele tiden for ikke at blive helt ør i hovedet. Ved første konsultation kunne Dorthe konstatere, at der allerede var sket” en del med øjnene” bare ved den daglige brug, og hun viste mig øvelsen med tennisbolden, som hænger ned fra loftet, og øvelsen med at kaste 10 ting i en spand, og så skulle de laves hver dag. ”og hvor svært kan det være at ligge på sengen og følge en tennisbold med øjet?”…. Det er både svært og meget trættende, skulle jeg lige hilse og sige, det er som at løbe 5 km med øjnene, og man skal endda ligge og snakke samtidig. Et eller andet skete der dog, og efter 3 uger kunne min nabo konstatere, at nu skøjtede øjnene ikke længere hver sin vej rundt i hovedet. Da vi var på sommerferie med vores campingvogn, har nogle mennesker jo nok tænkt sit. Når jeg sad og kastede ting i en spand og havde klap for det ene øje og ikke altid kunne ramme den, selv om den kun var 3 meter væk. Ved anden konsultation var samsynsafstanden øget til 30 cm, og det var jo flot, men Dorthe gav mig bare nogle flere øvelser med hjem, som jeg skulle øve med, og jeg kunne selv mærke, at synet blev bedre. Det kom i små hop, og pludselig en dag kunne jeg holde ud at have klappen af et par timer ad gangen. Ved den tredje konsultation kunne jeg fortælle Dorthe, at nu var snoren på ”kuglepen med kugle” ikke lang nok, men hvad fik jeg ud af det? Bare en lang snor med tre kugler og en forklaring på hvordan den øvelse skulle laves, og endnu flere øvelser med tennisbolden inde i sengen, nu er der så mange øvelser med den: På tværs, op og ned, og på kryds begge veje, at jeg nogle gange falder i søvn når jeg skal lave den, så nu føler jeg at jeg ikke kun løber 5 km, men en halv maraton med øjnene, og jeg skal stadig snakke samtidig. En anden øvelse jeg fik med hjem var, hvor man skal træne øjets evne til at se kort og langt, det er også noget, man bliver meget træt i øjnene af på trods af at øvelsen varer kun 2 gange 5 minutter. Da jeg var til kontrol i starten af december, følte jeg, at der var sket meget og at nu skulle jeg snart ud at køre bil igen, men ved hjælp af polariseret lys og et par specielle briller kunne Dorthe og jeg se, hvor langt ud til siderne jeg kunne se enkelt, og det var 45 grader til højre og kun det halve til venstre, så svaret var, at jeg ikke måtte køre endnu, men jeg skulle tage hjem og fortsætte træningen, og så træne mere i venstre side…..og som sagt så gjort, og en aften midt i december var der ligesom et lysglimt inde i mit hoved og næste dag var synet hoppet et langt stykke ud, også i venstre side, dejligt…. Ved kontrollen den 05. januar 2006 var synet lige, både til højre og til venstre, men der er stadig lidt ude i ydersiderne, og når jeg hælder hovedet til siderne, men Dorthe sagde, at jeg måtte køre bil, hvis jeg ellers selv følte, at det var forsvarligt, og det syntes jeg, og så kørte vi hjem igen, og aftalen med Dorthe er, at jeg skal fortsætte træningen, og når alt er faldet på plads, skal jeg til en slutkontrol, og så skulle alt være i orden…. Bem.: Hvis ikke Dorthe og Ole havde delt hæk med mine svigerforældre, så havde jeg nok stadig kun haft en samsynsafstand på 5 cm. For der har ikke været nogen som helst hjælp at hente i det etablerede sundhedssystem overhovedet, hverken hos øjenlægen eller på Århus Sygehus, hvor de fjernede mit dræn, som var skyld i dobbeltsynet. Så jeg kan kun udtrykke min allerstørste beundring for Dorthe og hendes kollegers arbejde og de resultater, som de frembringer. Maj 2012. Nu sidder jeg så her, efter jeg har været til 5 års kontrol oppe ved Dorthe. Resultatet er stadig meget fint, og de resultater, der er blevet ringere, er aldersbetingede. Jeg har stadig mit arbejde og kører bil, og har ingen problemer med at læse og arbejde på computer, og tingene flyder ikke ud på skærmen selv efter 4 timers arbejde. Skønt!
Genoptræning efter flere skeleoperationer: Jeg fik briller allerede, da jeg var to, eftersom jeg skelede, og mit ene øje var meget dominerende i forhold til det andet. Da jeg var ti, blev jeg opereret i det ene øje, hvilket rettede op på min skelen, men det hjalp dog kun på udseendet. Jeg blev dengang meget let køresyg, min læsehastighed var forholdsvis sløv, min balance var ikke god, og lykkedes det mig at gribe en bold i idræt, skyldtes det primært held. Alle disse små irritationer i hverdagen havde jeg efterhånden vænnet mig til og anså det for værende ganske normalt. Det var aldrig forekommet mig, at jeg kunne træne op på alt dette, og at det slet ikke behøvede at være sådan. Det var til en synsprøve i en brilleforretning, at det nærmest tilfældigt blev opdaget, hvor dårligt mine øjne faktisk samarbejdede, og jeg blev henvist til Klinik Syn og Indlæring, som min mor kontaktede. Jeg var dengang lige begyndt i 7.klasse og var 13 år. Der blev foretaget en kontrol af mit samsyn, min evne til koordinering, balance etc. Problemet var, at mit samsyn stort set ikke var eksisterende. Det ene øje havde taget til opgave at overtage hele opgaven med at se ting tæt på, mens det andet øje fokuserede på ting langt væk. Jeg havde dengang aldrig set et ”samlet billede” med begge øjne. Optræningen begyndte helt grundlæggende fra bunden med at fokusere på en roterende bold, at arbejde med balance (da ens balanceevne i hjernen er placeret samme sted som ens synsevne) og nogle øvelser med klap for det ene øje, så øjnene også blev trænet individuelt. Vi kunne ikke bare lægge ud med øvelser, der ville forbedre mit samsyn, men var nødt til først at ”opbygge” synet, så begge øjne kunne fokusere på de samme ting på samme afstand. Efterhånden som træningen skred fremad, kom der mere krævende øvelser, så samsynet var i konstant forbedring. Da mit samsyn begyndte at vise sig, fik jeg i en periode dobbeltsyn, da begge øjne rigtigt nok nu så ting på samme afstand, men bare ikke samme sted. Opgaven nu var så at få disse to billeder smeltet sammen. Efterhånden kunne jeg mærke en betydelig forskel i min hverdag. Jeg kunne koncentrere mig i længere tid ad gangen, min læsehastighed var blevet betydeligt forbedret, og jeg blev ikke nær så let køresyg. Pludselig begyndte jeg at nyde boldspil (hvilket især i de mindre klasser forekommer særdeles ofte i folkeskolen). Hvor jeg tidligere i idrætstimerne havde mange undskyldninger for ikke at deltage og sidde på sidelinjen, når programmet stod på tennis eller badminton, kunne jeg pludselig godt lide det, og angsten for konstant ikke at ramme bolden forsvandt. Jeg opdagede for første gang, at jeg rent faktisk var god til det. Det eneste, der havde forhindret mig tidligere, var mit dårlige samsyn. Fra ikke at kunne gribe eller ramme en bold til rent faktisk at nyde spillet, kan jeg kun se som en klar sejr. I dag er jeg 20 år. Det er ikke længe siden, jeg sidst var til kontrol, hvor vi arbejdede med nogle 3D-øvelser med fokus på dybdeforhold – en gøren, der syv år tidligere var fuldstændig utænkelig. Træning på Klinik Syn og Indlæring har gjort en klar forskel for mig, og jeg kan varmt anbefale det til andre med synsproblemer. Øjenlæger påstår ofte, at ens syn i otte års alderen er så udviklet, at man kun har ringe mulighed for at forbedre det. Efter min egen erfaring kan jeg kun betragte denne påstand som en skrøne.
Jeg har skelet fra fødslen af. Mit højre øje drejede ud, særligt når jeg var træt. Dette har jeg blot accepteret og levet med i gennem årene, men for et par år siden (da jeg rundede de 40), begyndte det at genere mig. Når jeg kom kørende ad motorvejen, overså jeg sommetider biler i tilkørselsbanen. Selvom jeg så mig godt for og drejede hovedet, blev jeg alligevel gang på gang overrasket af, at der pludselig var en bil på min højre side. Jeg nævnte det ved lejlighed for min læge, som anbefalede mig at søge øjenlæge. Øjenlægen undersøgte mine øjne og sagde, at han ikke kunne gøre noget for at hjælpe mig. Han anbefalede, at jeg søgte til en optiker, som måske kunne give mig korrigerende briller. Optikeren målte mit syn, men jeg skelede for meget til at hun kunne lave en ordentlig måling, og hun anbefalede mig at prøve Klinik Syn og Indlæring. Her fandt jeg endelig den forståelse og hjælp jeg havde brug for. Jeg begyndte træningen i november 2007. Jeg har trænet mit syn og min motorik. Det har været hård træning med både motorik og synsmuskler, til tider utrolig kedelig, men andre gange var det sjove øvelser. Men jeg har kunnet mærke mit syn ændre sig. I en periode blev mit syn uklart, og i en periode så jeg pludselig 3 spidser på nymånen, 2 foroven og 1 forneden. Nu ser månen normal ud igen. Min skelen er væk, min hovedpine, som jeg har døjet med i rigtig mange år er forsvundet, jeg kan gribe en tennisbold, hvilket jeg altid har haft yderst svært ved (også som barn) med mindre det var en badebold eller lignende. Min svimmelhed efter lange køreture er forsvundet. Jeg ser bilerne i tilkørselsbanen hver gang. Min læsehastighed er forøget og til sidst skal lige nævnes, at jeg i bonus har fået dybdesyn, så nu kan jeg også se stereogrammer i 3D. Jeg kan varmt anbefale alle, der har syns- og eller læsebesvær at gennemgå et træningsforløb som mit. Det virker!! Med venlig hilsen Tina Knudsen
Det hele startede i eksamensperioden i 3.g, hvor de mange timers intensiv læsning bevirkede at en voldsom skelen, som jeg er født med, men egentlig var vokset fra, kom tilbage i stor stil. Mit ene øje havde sit eget liv og var ude af min kontrol, hvilket skabte en uudholdelig hovedpine. Til sidst måtte jeg kontakte min øjenlæge, da lukkede øjne efterhånden var det eneste middel mod smerte. Hun indstillede mig derefter til en operation for skelen, som jeg fik foretaget kort tid efter. Denne operation fjernede helt og aldeles det skønhedsmæssige problem omkring et flagrende øje og tog også de konstante smerter, men synsmæssigt var der ikke den store fremgang. Jeg havde svært ved at koncentrere mig til læsning i længere tid, da hovedpine og træthed helt tog lysten fra mig. Læseaktiviteten var så energikrævende, at motivationen til sidst var svær at finde. Samtidig opstod der et mærkeligt problem. Når jeg eksempelvis cyklede ned af en allé med træer på begge sider, føltes det som om, træerne hele tiden væltede ned på vejbanen foran mig, så jeg nærmest fik dem i hovedet. Samme mønster fremkom ved flere andre lejligheder. På et tidspunkt opsøger jeg så en optiker for få undersøgt, om der er forkert styrke i mine briller, der er årsagen til min træthed. Den velmenende optiker oplyser, at styrken ikke fejler noget, men at han kunne se, at jeg ikke havde samsyn - i øvrigt et fænomen jeg aldrig før havde hørt om. Han fortæller også, at der findes nogle øvelser til at rette op på problemet, men i mit tilfælde tør han ikke give mig disse, da han er bange for, at det vil fremkalde et permanent dobbeltsyn. Så vi bliver enige om at det nok ikke var en god idé. Et års tid efter læser jeg tilfældigt en annonce fra Klinik Syn og Indlæring og bliver selvfølgelig ret nysgerrig efter, om det alligevel er muligt at afhjælpe mit problem. Jeg spørger ret nysgerrig efter, om det alligevel er muligt at afhjælpe mit problem. Jeg spørger lidt forsigtigt ind til metode, for jeg havde jo optikerens ord for, at det ville være alt for risikabelt at starte en decideret optræning. Men Dorthe var ret optimistisk og havde aldrig oplevet, at nogen endte op med dobbeltsyn. Så jeg sprang ud i foretagendet og heldigvis for det. For i dag, næsten et år efter jeg er stoppet med at træne hos Dorthe, er situationen en helt anden. Jeg er netop færdig med at læse til eksamen på 2. årgang på lærerseminariet og har i denne periode været nødt til at sætte et vækkeur til at ringe for hver 45 min., så jeg var sikker på at huske at holde en spise- eller drikkepause ind i mellem. Mine øjne sætter ikke længere nogen begrænsninger; jeg kan læse, så længe jeg lyster, og en cykeltur på en sti omkranset af træer er nu bare et smukt syn. Så de mange timers hårdt arbejde under bolden eller på balancebommen har bestemt været det hele værd. Jeg ville gerne havde kendt til denne mulighed før min operation for skelen, da træningen for mig har været meget mere værdigfuldt og effektiv. Venlig hilsen Dorte
Genoptræning af øjenbevægelser efter 2 skeleoperationer: En klient født i 1970 var skeleopereret 2 gange. Første gang som 1½ årig og anden gang som 3-årig for indadskelen, men dette medførte, at øjet derefter ikke kunne dreje indad. En udadskelen og et dobbeltsyn i et større område havde været tilstede siden, men det havde klienten lært at leve med ved ofte at holde for eller lukke det venstre øje. Venstre øje så 40% på 6 meter og 65% på 30 cm. Da der blev brug for en flerstyrkebrille kunne det ikke lade sig gøre, og en optiker sendte hende derfor til klinikken. Igen en ny udfordring: - Kunne vi få koordinationsøvelserne til at virke på et så "gammelt" problem og med arvæv, for kort muskel eller hvad det nu var, der bevirkede, at øjet ikke kunne drejes indad mere? Klienten led af hovedpine en gang ugentligt, var en god læser, men læste langsomt, havde tendens til at miste læsestedet og havde svært ved linieskift. Vi gik i gang, og igen lykkedes det at bevæge musklerne i strækøvelser, så arvævet gav sig, og øjet på ny kunne bevæge sig ind til næsen. Klienten opnåede derved forbedret samsyn, så en flerstyrkebrille kunne benyttes.
Læseproblemer efter skeleoperation: En klient født i 1982 kom til os, 2 år efter en operation for indadskelen (som 20-årig) med en op/ned ubalance til følge. Dette bevirkede, at det var svært at læse. Da øjnene skiftedes til at se, så det ud som teksten hoppede på papiret, afstandsbedømmelse og retningsbevidsthed var nedsat. Køresyge og hovedpine var dagligdagsproblemer. Klienten så med bedste brillekorrektion 60% på højre øje og 80% på det venstre øje. Fra næsen og ud til 30 cm var der tendens til dobbeltsyn. Fra 30 cm og udad blev synet på højre øje undertrykt. Højre øje drejede stadig indad ved træthed efter operationen, men også opad, og det var problemet. Efter 11 lektioner steg læsehastigheden, og samarbejdet mellem øjnene var optrænet, så tekster ikke hoppede mere. Den daglige hovedpine og køresygen var væk. Synet med samme brille var steget til 90% på højre øje og 95% på venstre øje, der var ikke tendens til dobbeltsyn mere hverken på nær eller afstand (højre øje blev ikke undertrykt mere).
